TRIF- gymnastik byder velkommen til endnu en gymnastiksæson.
Sæsonen 2018-2019 starter i uge 36 (seniorholdet starter i uge 37) og byder på følgende børnehold:
 
Mini Puslinge, Thorsager
Holdet er for de mindste puslinge (3-4 år).
Vi leger små lege, synger med fagter og øver motoriske færdigheder som krybe, kravle, trille, hoppe mm. Vi leger på redskabsbane, der er tilpasset, så der er plads til både den forsigtige og den, der er vild og modig. På dette hold er mor og far ikke med, men de er meget velkomne til at hjælpe med redskabsbanerne. Vi træner i Thorsager Hallen onsdag kl. 16-17, og instruktøre er Camilla Mehl mf.
 
Maxi Puslinge, Thorsager
Gymnastik for piger og drenge (5-6år).
Vi kravler, triller, løber, hopper, kaster, griber, balancerer, klatrer osv. til glad musik. Vi bygger redskabsbaner, der er tipasset til både den forsigtige og den modige samt leger forskellige lege. Vi afslutter hver træning med lidt ”Cool Down”. Så har du lyst til at prøve nye udfordringer, så kom og vær med i Thorsager Hallen onsdag kl. 17-18, og instruktøre Camila Mehl mf. 
 
Det aktive forældre/barnhold, Rønde
Er du en tumling på 2-3 år, der har lyst til at hoppe og danse til god musik, slå kolbøtter, gå på line, kaste med bolde og blive tumlet af mor eller far? Så tag mor eller far i hånden, og tag dem med til gymnastik i Rønde Idrætscenter hver lørdag kl. 8.30-9.30. Fortæl dem, at de kan forvente sved på panden, og at I begge skal lære nye ting. Instruktøre er Christina Vinther mf. 
 
Puslinge, Rønde
På puslingeholdet (4-5år) i Rønde vil vi gennem leg og god musik øve både spring på trampolin og airtrack samt små serier med børnene. Vi vil lave gymnastik med og på redskaber, øve os i koldbøtter og måske endda en vejrmølle, og vi skal lære at bevæge os til musikken. Vi træner tirsdag kl. 16-17 i hal 2 i Rønde Idrætscenter, og instruktøre er Sanne Kofod mf. 
 
O. klasse
Har du masser af krudt i rumpen, og kan du lide at springe og have det sjovt? Så skulle du tage at komme med på holdet. Vi skal lære sjove spring på måtte og trampolin – vejrmøller, kolbøtter og saltoer. Der er plads til alle, og vi tager udgangspunkt i, hvor du er. Holdet er for både piger og drenge, og vi træner tirsdag kl. 17-18 i hal 2 i Rønde Idrætscenter, og instruktøre er Sabrina Vestergaard Nielsen mf.
 
1.-2. klasse
Vil du hygge dig og have det sjovt sammen med jævnaldrende samtidig med at du laver gymnastik, så er det her det sker?
Du vil få mulighed for at lære at slå vejrmøller, stå på hænder, springe i trampolin, lære kraftspring og lave rytmeserie til god musik. Holdet er for alle, hvad end du er nybegynder eller trænet gymnast – alle kan være med, og vi træner torsdag kl. 16.30-18 i hal 2 i Rønde Idrætscenter, og instruktøre er Christina Byrialsen og Kristine Kahr Kvorning mf. 
 
TRIF-gymnastik tilbyder også følgende voksenhold:
 
Quinder i alle aldre, Thorsager
Har du lyst til:
  • At styrke dine muskler (også dem du ikke vidste du havde)
  • At træne ryg og mave – balder og lår – arme og overkrop
  • At få pulsen op – få sved på panden
  • At lave rytmiske/bløde bevægelser
  • At anvende håndvægte, elastikker samt andre ”hjælpemidler” (variation fra gang til gang)
Alt dette til god musik, og i godt selskab, så kom og vær med i Thorsager Hallen tirsdag kl. 18-19.30, og instruktør er Birthe Bendtsen.
 
Herreholdet, Thorsager
God traditionel herregymnastik efterfulgt af en gang hyggevolley. Vi slutter af med mandehørm, og vi træner i Thorsager Hallen tirsdag kl. 19.30-21, og instruktør er Harald Pors.
 
Seniorholdet, Rønde
Vi er en humørfyldt flok gymnaster. Vi vil gerne være flere – især mænd for så kommer der nogle spøjse input. Vores program indeholder kondition, styrke, smidighed, balance, udstrækning og afspænding. Forskellige indlæg med zumba og leg med ærteposer og hulahopringe. Første onsdag i måneden har vi kaffe/bolle med pålæg og hygge/snak efter gymnastikken. Vel mødt i multisalen onsdag kl. 10-11, og instruktør er Anne Lise Nielsen.
 
Lady powers, Rønde
Vi skal ha pulsen op, musklerne vil blive ømme, vi skal sved og ikke mindst skal vi grine. Vi vil lave skøn udstrækning/styrke i form af yoga og hvor vi kobler af, for den travle hverdag. Vi skal ligeledes finde vores feminine side frem, da vi skal lave små feminine og yndefulde sekvenser, samt barretræning, hvor vi får flot holdning og stramme balder.
Så, nogle dage bliver vi kun i én genre og andre dage vil vi blande lidt.
Husk altid at medbringe kondisko og vand samt liggeunderlag/yogamåtte.
Kontingentet indeholder redondobold, og vi træner torsdag kl. 20-21 i gymnastiksalen på Rønde Gymnasium, og instruktør er Marlene Behrend Øllgaard.
 
Yoga, Rønde
Forkæl din krop og dit sind med yoga i TRIF-gymnastik.  Træningen foregår i et roligt tempo med udgangspunkt i, hvor din krop er lige nu. Du vil føle dig individuelt udfordret, samtidig med at du kan mærke den gavnlige virkning af at bruge og strække alle dele af din krop.
Hver træning starter med en opmærksomhed omkring vejrtrækning, derefter opvarmning, efterfulgt af en nøje udvalgt sekvens af øvelser, hvor træningen ofte har et særligt tema, men hele kroppen bliver brugt. Hver træning afsluttes af cool down efterfulgt af dyb afslapning.
I træningen lægges der vægt på yogas gavnlige effekt af at mærke efter, og tage hensyn til din krop, og dermed øge kropsbevidstheden fremfor præstationen. Holdet er både for nybegyndere og øvede, og vi træner fredag kl. 16-17.30 i Multisalen i Rønde Idrætscenter, og instruktør er Eivor Hog Laursen.
 
TRIF-gymnastik tilbyder også Mix hold (2 hold), hvis du ønsker at tilmelde dig 2 hold. Det gælder holdene Quinder i alle aldre og Yoga, idet at du dermed får 50% kontingentnedsættelse på det andet hold du vælger. Dvs. at du fx vælger at tilmelde dig Quinder i alle aldre og mix hold (2 hold), fordi du også ønsker at gå på yoga-holdet. Efterfølgende møder du op på begge hold.
 
Endelig tilbyder TRIF-gymnastik prøvegange på de forskellige hold i september måned, hvorefter at tilmelding skal ske. Idet at der på holdene er et max antal pladser, foregår tilmelding efter først til mølle princippet, hvorfor vi ikke kan garantere plads til alle, hvis der ventes med tilmelding. På hold, hvor max antal ikke udnyttes, tilbyder vi ikke kontingentnedsættelse ved senere tilmelding på holdet.  
 
 
Thorsager-Rønde Idrætsforening | Vesteralle 8 Thorsager | 8410 Rønde | Tlf.: 20639901