Månedens frivillige december 2025

Vi har fundet december måneds frivillige! 🔥 GUDRUN STENGER

"Danmarks mest charmerende, flabede spinningsinstruktør", "den gladeste diktator i TRIF" og ejer af en "uendelig tvivlsom musiksmag"

Gudrun har været træner i hele 15 år og har et fast hold hver mandag, hvor der altid er fuldt booket – og ventelisten er lang for dem, der også gerne vil være med. Hun styrer holdet med hård hånd, men altid med et glimt i øjet, humor og sjove kælenavne til deltagerne.
Her kan du læse nogle af de udtalelser om Gudrun, vi har modtaget:
“Hun har hjertet med sig og ser os hver især”
“Hun favner alle og er opmærksom på om alle er okay, og tager sig af en, hvis man får kramper, eller får det skidt. Hun er en mega dygtig og engageret instruktør”
“Gudrun kan få selv den mest modvillige mandags-krop til at træde i takt – også selvom musikken nogle gange lyder som noget, der burde komme med advarselsmærkat”
“Hvis der fandtes en pris for "Danmarks mest charmerende flabede spinningsinstruktør", så havde Gudrun allerede vundet den – flere gange. Hun formår på magisk vis at kombinere tvivlsomt musikvalg, drilske kommentarer og benhård træning, og alligevel (mærkeligt nok?) møder vi alle sammen trofast op hver uge”
“Med en umanerlig mærkelig blanding af diktatorisk træning, uendelig tvivlsom musiksmag og tidsfornemmelse, men til gengæld masser af kærlighed og humor, er Gudruns spinningtimer altid en lille mandagsfest”
“Af uransagelige årsager, trækker jeg gladeligt i lycra for at svede med et hold voksne mennesker hver mandag, hvis jeg ellers får plads, for Gudruns hold er booket før fanden får sko på”
“For spinningen med den gladeste diktator i TRIF er mere end at få hjulene til at køre rundt. Det er et mageløst lille åndehul, hvor der grines, hvis der ellers er luft til det, og hvor vi både har en 'formand', det ‘sorte får Stenberg’, ‘nybegynder på 4. år, Louise aka Jeanne’, og ‘Anne på bakken’.
Gudrun har styr på holdet og vrider mandagens sidste kræfter ud af kroppen, mens vi cykler til lyden af Randers på speed”
“Gudrun burde kåres, ikke som månedens frivillige, men burde slås til ridder af de gule cykler og dronning over lycra-folket grundet holdånd og fællesskab”
Mandag aften blev Gudrun overrasket under spinningstimen af Thomas Reffstrup, Anders Brejnholm og Elka van Bragt fra TRIF’s hovedbestyrelse. Hun modtog blomster og et gavekort til Café RIC, mens hele holdet var klar til at overdænge hende med klapsalver.
Et kæmpe tak til dig, Gudrun, for din store indsats i fitness-afdelingen!
Vi håber, du har lyst til at fortsætte i mange år endnu.
Månedens frivillige er et initiativ fra TRIF FU, hvor vi hver måned tager et øjeblik til at anerkende, hvor meget det betyder for foreningen, at der er mennesker, der vil bruge deres fritid og energi på idrætten og fællesskabet.