Formandens beretning GF 2025

Formandens beretning – TRIF FU den 22. oktober 2025

Først et stort velkommen til vores generalforsamling i TRIF FU.

Det er dejligt at se, at så mange har haft tid og lyst til at deltage.

Hvad har vi så haft gang i 2024/2025?

Vi har arbejdet hårdt med at styrke vores SOME-struktur i TRIF.

De fleste af jer har nok allerede mødt eller hørt om Elka, som vi har ansat i TRIF FU til at tage sig af vores sociale medier. Det var en beslutning fra bestyrelsens side for at få overblik og et fælles udtryk i vores SoMe-strategi.

Til jer, der ikke har været i dialog med Elka endnu – tag endelig fat i hende i forbindelse med opslag, billeder og vores fælles visuelle linje på sociale medier.

Vi er nu også kommet på Instagram, så vi er ikke længere kun på Facebook. Elka arbejder desuden på vores hjemmesider, så vi får et ensartet og professionelt udtryk på tværs af TRIF.

Igen: Ræk endelig ud til Elka med alt, der handler om SoMe, Facebook, hjemmeside m.m. Så der er ingen undskyldning for ikke at have hjemmeside, facebook opdateret. 

Pladsmangel:

TRIF Fitness er fortsat presset på pladsen i deres lokaler. Vi har sammen med FU og Fitness-afdelingen arbejdet intenst med dette og afholdt flere møder med RIC om en mulig udvidelse. Der er dog endnu ikke kommet en endelig løsning på plads, da også RIC er udfordret af pladsmangel.

Et udvalg med medlemmer fra både TRIF og RIC’s bestyrelser arbejder videre med planerne. Vi har modtaget det første tegningsforslag til et nyt fitnesscenter – inklusive nye omklædningsrum til TRIF Fodbold. Det er en lang og sej proces, men vi kæmper for, at det hele falder på plads hurtigst muligt. Realistisk set går der nok omkring et års tid endnu.

Nye tiltag:

Vi har arbejdet med flere nye initiativer i foreningen. Blandt andet startede vi sæson op med en fælles idrætsdag for alle foreningerne, samt nogle udefra kommende foreninger. En stor tak til alle der tog en tørn og lavede en fantastisk dag for vores medlemmer og gæster. Vi kunne bestemt have ønsket at der var flere deltager og mere gang i den på dagen, men alt har en begyndelse og det tager tid at bygge noget op, så reserver gerne tid i kalender til næste år, den sidste uge i august, for der afholder vi endnu en idrætsdag.

Vi har etableret Hav Svømmeklub, med egen hjemmeside, bestyrelse og budget. Havsvømning har været i gang i 3 sæsoner, så nu var det på plads at få det hele officielt. Tilmeldingen åbner i maj 2026 frem mod sæsonstarten.

Vi har lavet en svømmeklub under TRIF. Måske spørger nogen: “Hvorfor en svømmeklub – der er jo ingen svømmehal i Rønde?” Nej, det er der ikke – endnu!

Men der arbejdes hårdt på sagen i et udvalg nedsat af Syddjurs Kommune, hvor TRIF naturligvis også er repræsenteret. Med etableringen af svømmeklubben ønsker vi at vise Syddjurs Kommune, at vi mener det alvorligt – vi vil have en svømmehal i Rønde. Der er stadig ikke meget på plads, men kommunen har i det mindste tilkendegivet, at en kommende svømmehal skal ligge i Rønde. På svømmeklubbens hjemmeside vil det senere på året være muligt at følge processen.

Budgetter:

Der er blevet arbejdet hårdt med budgetterne, og heldigvis – med stor hjælp fra Lotte og Asger – er vi kommet i mål med denne sæsons budgetter.

Der er naturligvis stadig en del arbejde ude i de enkelte afdelinger, og det er vigtigt, at vi følger op undervejs i sæsonen.

En stor tak til alle, der har været involveret i arbejdet!

Børneattester:

Ja, dem roder vi stadig med. Det er et stort arbejde at indhente alle CPR-numre på trænere, bestyrelsesmedlemmer og andre, der har kontakt med børn og unge i TRIF.

Tak for jeres hjælp og tålmodighed – vi håber, der snart kommer en bedre løsning, så vi ikke skal igennem hele processen hvert år.

Vi har arbejdet med en løsning via Conventus og forelagt problemstillingen for Syddjurs Kommune endnu engang, men der er desværre endnu ikke kommet en endelig løsning. Status er derfor nogenlunde den samme som sidste år 😊

Månedens frivillig:

Vi har fra marts 2025 startet månedens frivillig i TRIF op, der er blevet uddelt blomster og gavekort til de nominerede der blev udvalgt som månedens frivillig, det har været super sjovt at overraske de frivillige der blev valgt. Vi vil gerne bede jer komme med flere nomineringer, da der ikke kommer mange ind når Elka spørger, men i det mindste har vi da modtaget, så vi har haft mulighed for at trække vindere hver måned.

Alkoholpolitik:

Vi har lavet en alkoholpolitik i TRIF. Skal lige indskyde her, at det ikke betyder at man ikke må drikke en øl, efter træning eller lignede, men at vi som voksne skal huske på at vi har med børn og unge at gøre, så vi skal fremstå som rollemodeller for de unge. Håber vi alle er med på denne og håber på forståelsen heraf.

Ny strategi for TRIF:

Vi arbejder også på en ny strategi for hele TRIF’s profil, som vil blive præsenteret for alle AU’er næste år. Som I nok har bemærket er vi gået lidt i gang med en ændring af profilen, dette har vi gjort med flyers, bannere og på vores SOME struktur. Det er et spændende og stort stykke arbejde, som vi håber, I vil tage godt imod.

Vi arbejder også hårdt i TRIF FU på at finde en retning for TRIF, vi har afholdt workshop i FU, hvor vi arbejder ind i en plan for en god struktur, vores ide er at arbejde med nedenstående.

Hvordan gør vi TRIF større og stærkere:

Hvordan gør vi det attraktivt at være en del af TRIF?

Hvordan gør vi det nemt at sidde i en bestyrelse i TRIF AU?

Hvordan får vi andre klubber til at ville være en del af TRIF?

Hvordan gør vi idræt og fællesskab i Syddjurs Kommune endnu mere spændende og inkluderende?

Samarbejde og engagement:

Vi har deltaget i mange møder og generalforsamlinger i afdelingerne.

Desværre har det ikke været muligt at nå alle, men vi har gjort vores bedste for at være med så mange steder som muligt.

Der er kommet mange nye medlemmer og bestyrelser efter årets generalforsamlinger – husk, at vi i TRIF FU gerne hjælper, så tag endelig fat i os, hvis I har brug for sparring eller støtte.

Som jeg sagde sidste år:

Vi i TRIF FU ønsker et tættere samarbejde mellem FU og AU.

Det er en proces, der tager tid, men vi vil virkelig gerne samarbejde tæt om at udvikle TRIF til at være den bedste forening i Syddjurs.

Ambitionerne er store, men vi ved også, at alt bestyrelsesarbejde udføres frivilligt – oven på arbejde, familie og fritid.

Lad os derfor bruge den tid, vi har, fornuftigt.



Til sidst en stor tak til alle – både i FU, i AU og til alle jer, der bidrager til, at TRIF er en fantastisk forening, hvor man har lyst til at dyrke idræt og fællesskab.

Lad os fortsætte det gode arbejde i den kommende sæson og sikre TRIF’s fremtid.

Vi glæder os over, at sæsonen 2025/2026 er kommet godt i gang, og ser frem til endnu et godt år i TRIF.

Rønde, den 22. oktober 2025

Formand i TRIF FU

Thomas Reffstrup